01
mar
Suezanna Zenani – Løven på den afrikanske slette
Kommentarer0
Hvem er Suezanna?
En personlig beretning fra mit liv
‘ Med åbne mund og polypper frøs billedet omkring mig. Der blev totalt stille i klasselokalet og alle gloede på mig! ‘ – I slutningen af 7. klasse tog jeg en beslutning, der ændrede ALT. Dette var et af de store øjeblikke i mit liv – du ved et af de øjeblikke, man husker for evigt…
Jeg var den pæne pige i klassen – hende der aldrig bandede og næsten aldrig deltog i samtalerne. Jeg var hende, der havde det bedst med ikke at blive set og ikke at sige noget.
Jeg var Susanne Jensen! Jeg var ikke blevet Suezanna Zenani endnu!
Kan du se det på mine øjne?
Jeg ville allerhelst bare forsvinde og inde i mig var jeg ikke meget værd…
Livet som Susanne føltes allerede fra børnehaven hårdt og tomt. Både i børnehaven og videre igennem skoletiden blev jeg mobbet for at være anderledes. Jeg var både for stille, genert og for klog, og så havde jeg et par fortænder som gjorde, at jeg lignede en kanin. Jeg havde nogle dejlige forældre, der gjorde sit bedste for at give mig en tryg og kærlig barndom, men udover deres kærlige øjne følte jeg mig hverken set, anerkendt eller elsket af omverdenen.
Det satte sine ar. Da jeg nåede til slutningen af 7. klasse havde jeg fået nok af at være i offer rollen – den rolle, hvor jeg synes, at det var synd for mig.
Jeg var simpelthen blevet så umådelig træt af at være forkert i forhold til de andre og træt af ikke at føle mig god nok. Så tit tænkte jeg… “ååååh, hvorfor kan jeg ikke bare være ligesom alle de andre…” “ Hvor ville alting bare være meget nemmere, hvis jeg ikke var så mærkelig “.
Jeg hadede mit liv…
Og vupti,.. pludselig en dag fik jeg nok, og jeg besluttede mig for at gøre noget nyt og noget der virkelig krævede mod.
Jeg besluttede mig for at begynde at bande! En tilfældig dag i skolen, i et tilfældigt frikvarter tog jeg mig sammen og deltog i en samtale. Og da jeg åbnede munden for at kommentere på emnet, tilføjede jeg lige et bandeord. ..
And guess what! Det virkede…
Med åbne mund og polypper frøs billedet omkring mig. Der blev totalt stille i klasselokalet og alle gloede på mig!
Fra dette øjeblik ændrede alting sig. Det var ret stort for mig. Det var ikke fordi jeg pludselig fik en masse venner, som jeg kunne tage med mig ud i livet – MEN jeg blev stort set ikke mobbet herefter.
Jeg har derfor altid været anderledes.
Som barn hadede jeg det, men idag elsker jeg det.
Jeg blev Suezanna Zenani som 36 årig.
Pludselig fandt jeg en dybere forbindelse til mit hjerte, min passion og mit formål med livet.
15 ÅR PÅ HOTEL
Ny-udklækket fra skolen kastede jeg mig ud i hotelbranchen, som også var ret udfordrende for en introvert ung kvinde. Det blev til 15 år, hvoraf de sidste 7 var udenfor Danmark.
Jeg fulgte meget flokken, normerne og alt det man ‘bør’ gøre for at være fornuftig og opbygge et CV, attraktivt for arbejdsgivere. 27 år var jeg da jeg så fandt ud af, at det jo slet ikke var mig alt det der…
Solgte min lejlighed i Charlottenlund, min schæfer fik sig en ny familie og jeg sagde mit job op to dage før jeg skulle starte i en ny position som Receptionschef på et hotel i København.
7 ÅR MED EVENTYR I UDLANDET
Fra ejendomsmægler og vilde parties i Tyrkiet, backpacking i Sydamerika, hestepasser og bartender i Australien, lidt mere backpacking i Asien til en hel masse drama med vold, tyveri og politi i Sydafrika.
Det blev indholdet i de næste 7 år af mit liv, hvor jeg var på jagt efter eventyr og efter det sted, der føltes som mit hjem.
Og jeg skal da love for at jeg fik eventyr!
Springer lige Tyrkiet, Sydamerika, Australien, England og Asien over for at tage jer med på den rejse, der betyder mest for mig. Det var, da jeg landede i min sjæls hjemland…
Pludselig stod jeg der! I det land, hvor jeg følte mig hjemme.
Sydafrika – Cape Town – Mmmmm….
Det skønneste sted i verden – for mig! De næste 4 år var mit fokus at skabe et hjem og et liv i Cape Town, men det var på ingen måde nemt. Langt fra endda.
Hold nu op altså, hvor jeg kæmpede og kæmpede for at få det til at lykkedes. Jeg fandt mig en kæreste, en sydafrikansk gut, som i 9 måneder ikke bestilte andet end at terrorisere mit indre tanke/føle univers. Med politiet involveret på en af de sidste dage inden min afrejse, flygter jeg hjem til Danmark. 6 måneders sommer som tjener i Nyhavn og så afsted igen. Ny sydafrikansk kæreste der over de næste 9 måneder lever og ånder for at overtage ejerskab på mig. Psykisk terror blev til fysiske overgreb – kvælertag, knytnæve i maven og banke mit hoved ind i væggen.
I den periode kæmpede vi også med penge på et helt ekstremt plan, så vi følte os nødsaget til at udforske vores evner i at stjæle mad i supermarkedet.
Mit ophold i Sydafrika endte brat i en dramatisk afslutning, hvor min kæreste tvang mig ud på et bil-eventyr i hans desperate forsøg på at holde fast på mig efter, at jeg havde slået op med ham.
For hver gang vi holder for rødt, tænker jeg ‘Kan jeg nå at springe ud uden, at han får fat i mig? ‘… Nej, jeg turde ikke. Men jeg får ham overtalt til at køre ind på en tankstation for at købe noget vand til os. Da han sætter sig ind i bilen efter at have tanket, er det så her jeg finder modet til at komme ud af bilen. Det lykkedes ikke, og vi ender i den vildeste kørsel med min passager-dør holdt åben med den ene fod. Politiet ser det og kører efter os.
Jeg springer!
Ud af bildøren, imens vi kører.
Flere kolbøtter senere står jeg stille på vejen, og min kæreste flygter i min bil.
AFSTED tilbage til Danmark med mig – altså først lige efter et par besøg på politistationen for at få min bil tilbage. Bilen var jo min billet hjem til Danmark igen ; )
…..
Anyways…
Tilbage i Nyhavn som tjener over sommeren. Og jeps, du gættede rigtigt!
Jeg tog tilbage til Sydafrika for 3. gang!
Denne gang havde jeg dog lært SÅ ENORMT MEGET om mig selv. Jeg havde genkendt flere af mine mønstre, der absolut ikke gavnede mig. Jeg havde gravet i mig selv og mine familiemønstre, fået ryddet op i nogle ubevidste overbevisninger, som gjorde at jeg tiltrak de mænd, der viser kærlighed til en kvinde igennem vold.
Jeg bosatte mig i Sydafrika for 3. gang, et 3. sted og startede op påny igen. Og JA, jeg fandt sørme en sydafrikansk mand igen 😉 Men denne gang havde jeg en indre tjekliste, der sikrede mig imod mine egne uhensigtsmæssige mønstre. Manden var min kæreste i 9 måneder ligesom de to foregående, men istedet for at flygte hjem til Danmark med politiet involveret, landede jeg stille og roligt i Kastrup Lufthavn med en baby i min mave : )
Jeg troede farmand fulgte efter, men vores planer om at blive gift og leve som familie i Danmark skulle ikke blive til virkelighed.
Min søn og jeg levede i vores symbiose i næsten fire år, inden jeg fandt en ny mand i Danmark, som blev en del af vores familie.
Update af 01-2020
I 4 år oplevede vi hvordan det var at være familie med mor, far, børn
og bonusbørn. Og idag lever Mika og jeg i vores egen dejlige
symbiose igen, og vi har en fest med livet ; )
DEPRESSION & ANGST
Men inden jeg landede der hvor jeg er idag. Inden jeg fandt min passion og mit formål med livet og inden livet blev fuldstændig vidunderligt, skulle jeg lige igennem en depression og angst først…
Jeg landede tilbage i Danmark i 2011 med baby i maven og planer om at skynde mig ud og finde et job og et sted at bo. INTET GIK SOM PLANLAGT!
Nul penge, fik starthjælp som svarede til 5000kr om måneden og ingen kæreste at dele min graviditet med. Jeg havde ikke penge til mit eget sted, så jeg sov på sofaen hos min bonusbror imens maven voksede, og det samme gjorde bekymringerne.
Pludselig ud af det blå fik jeg det helt vildt skidt…
Livet blev enormt dystert, tomt og totalt meningsløst! Jeg havde en uro i kroppen og i hovedet, som gjorde at jeg følte mit hoved ville springe i luften. Jeg var virkelig bange for, hvad jeg kunne finde på…
Tænk sig, at man kan være gravid og samtidig ønske sig død…
Livet lysnede, da min søn lå ved siden af mig i hospitals-sengen og kiggede op på mig. Jeg blev forelsket, og jeg kunne pludselig mærke lidt mening igen. IKKE ALT, men jeg var på vej op i lyset : )
Egen forretning, DRØMME der går i opfyldelse og et HJERTE der hopper af glæde
Coach Hanne Lise Bjertnes (min sparringspartner og veninde) rusker rundt i den neurologiske del af min hjerne.
Hun kaster lys på mine begrænsede overbevisninger, og det tager hende kun 2 timer at få mine øjne op for, HVAD JEG KAN, hvad der er min drøm og hvad mit formål i livet er! Hun spurgte mig: “Hvad drømte du om at være som barn?”,…
Jeg svarede,.. ” jeg drømte om at sidde bag en busk i Afrika og fotografere løver “.
Herfra kan du nok gætte dig til resten.
Jeg startede min egen forretning som fotograf i 2013, og det er det vildeste og det bedste jeg har gjort i mit liv, udover at bringe min søn til verden.
Min rejse gør mig stolt!
Hvis ikke jeg havde dyrket al den intensive selvudvikling ( og stadig gør det ; ), gransket hver en celle i min krop for selvsaboterende tanke- og adfærdsmønstre, anerkendt og destrueret mine selvbegrænsede overbevisninger – Så havde jeg ikke opnået al den lykke, mit liv rummer idag! Jeg havde helt sikkert været igang med det 7. usunde forhold, hvor min kæreste var ond og modbydelig imod mig…
Idag har jeg ingen skyld eller skam i mit liv. Der er intet, jeg ikke kan dele med verden – uanset om modgangen kommer i form af nederlag, skyggesider eller pinlige erkendelser om mig selv.
Vi gør det nemlig allesammen – det er en del af det at være menneske!
Mit livs formål har formet sig igennem min Kvindebillede rejse, og idag hjælper jeg andre kvinder med at finde ind til deres unikke kærlige superpower.
Deres allermest modige, selvsikre og autentiske ‘JEG’.
Det her er mit Kvindebillede!
Og jeg deler kærligheden med DIG hver dag!
TAK fordi du læste med.