Det smitter, når du viser tænder… Oplad din energi ved at dele den videre
Lad os sprede en epidemi af glæde og energi!
Lad os smitte hele verden med SMIL og GRIN!
Hvorfor gå rundt og være utilfreds hele tiden? Hvorfor tænke på alt det, du mangler i dit liv eller alt det, der ikke er som du vil have det skal være?
I sidste uge fotograferede jeg denne skønne kvinde, Lisbeth Olesen. Og efter min grovsortering af de godt 250 billeder, jeg havde i kamerahuset da jeg kom hjem, sad jeg tilbage med en enorm følelse af glæde indeni. Måske du kan gætte hvorfor? 🙂
Noget jeg finder enormt beundringsværdigt og som jeg selv værdsætter virkelig højt – det er et flow af god energi i livet, energi der skaber ro og glæde i hjertet, energi der er vedvarende. Den glæde kommer af at løfte bevidstheden om sig selv og om verden ude omkring. Den kommer af en dyb og inderlig taknemmelighed for alt det gode vi har i vores liv (UANSET hvor mange problemer og mangler vi mener at have), og den kommer af vores eget valg om at fokusere på det positive. Til trods for det, du eventuelt har i dit liv, som ikke er så fantastisk…
GOD ENERGI
opstår imellem mennesker, der har truffet et valg om
at være tilstede, der hvor de er.
Du kan også få mere god energi ind i dit liv.
Du skal bare beslutte dig for, at det er det du vil.
Og så skal du gøre noget for det!
Så snart du har bevidstgjort for dig selv, at du har brug for og at du vil have mere god energi i dit liv, så kan du starte med at kigge på de mennesker, du omgiver dig med. Spørg dig selv,
“Giver de mig god energi?” “Får de mig til at grine?” “Har vi det godt sammen?”
Dine egne svar her vil hjælpe dig til at evaluere, om dine omgivelser er optimale for dig og om de giver dig det du har brug for. Og herfra er du meget bedre rustet til at HANDLE og gøre noget aktivt for at få mere energi.
En invitation fra mig til dig:
Gå ud i verden idag og få et fremmed menneske til at smile eller grine. GI’ noget! Jeg lover dig, at du selv vil mærke en indre glæde blusse op – simpelthen bare fordi du deler energien med et andet menneske.
GRIN!